Læringsmateriale til kunstig intelligens i skolen

Faktatjekmedierne TjekDet og Tenk har udarbejdet læringsmateriale til udskolingen og ungdomsuddannelserne, der fremmer elevers viden om kunstig intelligens såvel som deres kildekritiske sans.

læringsstier

Undervisningsmaterialet Kunstig intelligens i skolen er tiltænkt grundskolens udskoling samt ungdomsuddannelser og har til formål at igangsætte refleksioner hos eleverne om fordele og ulemper ved brugen af kunstig intelligens som værktøj - særligt, hvorfor og hvordan man bør forholde sig kritisk til de informationer, kunstig intelligens genererer. Materialet består af en række forskellige ressourcer, som kan bruges enkeltstående eller sammensættes i et forløb.

Materialet er udarbejdet med de nationale læreplaner for øje og understøtter dermed de generelle mål for digital dannelse i uddannelsessektoren. Deruover er der i udviklingsprocessen taget hensyn til, at eleverne befinder sig på varierende vidensniveau. Om end det er udarbejdet til udskolingen og ungdomsuddannelser, er der også læringsværdi i det for ældre generationer. 

Kasper Damgaard Johansen, bestyrelsesmedlem i FALS - Foreningen af Lærere i Samfundsfag, underviser på Nærum Gymnasium og medlem af TjekDets bestyrelse, forklarer:
“Hvis vi vil uddanne borgere, der kan leve kritisk i det samfund, de kommer til at blive omgivet af, og som selv har kontrol over tilværelsen, [...]  kræver [det] simpelthen en kritisk tilgang til kunstig intelligens og en kildekritisk tilgang til, hvad det er for nogle informationer, vi får derfra."

Han fortsætter: "Undervisningsmaterialet er enormt inddragende og involverende, fordi det ikke er missionerende. Det siger ikke til eleverne, at de skal lade være med at bruge kunstig intelligens [...] I stedet gør materialet både opmærksom på, hvilket potentiale der kan være i teknologien, og hvilke forbehold man så skal tage, når man bruger den [...] Der er en grundantagelse om, at teknologien er her, og at vi vil blive påvirket af den uanset hvad. [Materialet] giver eleverne nogle redskaber til at håndtere det. De bliver ikke gjort til skurke, der bare forsøger at snyde i deres opgaver med ChatGPT, de bliver gjort til handledygtige individer, der bliver taget seriøst undervejs.”

Biblioteksassistent Bettina Panduro, der underviser elever i udskolingen og unge i andre uddannelsestilbud i bl.a. kunstig intelligens, fortæller: “Materialet belyser, at chatbotterne i højere grad er kommunikationsværktøjer end informationsværktøjer, hvilket jeg tror, mange af eleverne opfatter dem som. På den måde ruster materialet dem til at blive bedre og mere kritiske brugere,”.

Materialet 

Undervisningsoplæg: Bredde i kildegrundlaget

Varighed: 45-90 minutter.
I denne lektion bedes eleverne forholde sig til, hvilke egenskaber forskellige kilder - herunder chatbots - har. De bedes reflektere over, hvilke fordele og ulemper der er ved forskellige kilder, og hvordan de skal forholde sig til dem, når de bruger dem. Eleverne prøver selv kræfter med at hente information om et emne fra forskellige kilder og får derved konkret erfaring med kildernes styrker og svagheder.

Undervisningsoplæg: Maskiner, der mener

Varighed: 60-90 minutter.
I denne lektion præsenteres eleverne for det faktum, at svar fra sprogmodeller som ChatGPT og Gemini ikke nødvendigvis er hverken korrekte eller neutrale, og at de kan medvirke til at styrke fordomme og stereotyper, der gør sig gældende i samfundet. Eleverne bedes reflektere over deres egne fordomme, og med udgangspunkt i et konkret eksempel præsenteres de for bias i svar fra ChatGPT. Til sidst bedes eleverne reflektere over, hvilke konsekvenser det kan have for dem selv og samfundet.

Andre ressourcer

Ud over de to konkrete undervisningsoplæg omfatter materialet en række andre ressourcer. Ressourcerne kan bruges selvstændigt eller som supplement til overstående undervisningsoplæg. Der medfølger refleksionsspørgsmål til flere af ressourcerne. Få overblik over dem herunder.

  • Interaktiv artikel
  • Video: Hvad er kunstig intelligens?
  • Video: Forsker besvarer spørgsmål om kunstig intelligens
  • Essay: En fremtid med kunstig intelligens?
  • Samtalekort om kunstig intelligens
    • Hvilke sårbarheder hos os mennesker er du bange for, at kunstig intelligens kan udnytte?
    • Hvor henter sprogmodeller som ChatGPT sine informationer fra?
    • Hvilken evne er vigtig at have i mødet med kunstig intelligens?

 

Materialet er udviklet i samarbejde mellem TjekDet og undervisningsportalen Tenk, der drives af det norske faktatjekmedie Faktisk.no.
Læs mere om materialet på hjemmesiden her. 

 

Logo: Medfinansieret af Den Europæiske Union