Digital Teknologiforståelse: Fra Gode Hensigter til Reel Læring
Inspiration fra en konference afholdt på Christiansborg den 29. januar 2025
Digital Teknologiforståelse: Fra gode hensigter til reel læring
Inspiration fra en konference afholdt på Christiansborg d. 29. januar 2025
Af Jens Henning Ravnsmed, medlem af redaktionen for DSJC’s hjemmeside
Videnscenter for Digital Teknologiforståelse, DM Digi og Alliancen for Digital Teknologiforståelse afholdt en velbesøgt konference på Christiansborg, hvor debatten om digital teknologiforståelse som en central del af undervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne blev sat i fokus.
Dedikerede aktører fra Rødovre
Digital teknologiforståelse i klasseværelset blev lanceret af meget dedikerede aktører fra Rødovre Kommune – både elever, lærere, og Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune. Herfra lød det, at skal vi have alle lærere og pædagoger med, skal teknologiforståelse integreres i alle fag. Stefan Vaskov – 8. klasse-elev fra Rødovre – fortalte meget begejstret om sine projekter og fik stort bifald fra salen.
Fra valgfag til obligatorisk fag
Flere oplægsholdere understregede behovet for, at digital teknologiforståelse bliver et obligatorisk fag. Lisbeth Bech Nielsen (SF) var kritisk overfor beslutningen om kun at indføre det som valgfag, da det risikerer at forstærke uligheden. "Vi har brug for at inkludere dem, der ikke engang ved, de er interesserede. Det har aldrig været vigtigere at sikre bred teknologiforståelse,” sagde hun.
Caroline Helene Hermansen, formand for Danske Skoleelever, betonede, at grundskolen skal tage ansvar: "Det er ikke godt, hvis mange elever står tilbage uden at få den nødvendige digitale teknologiforståelse.” Hun pointerede også kønsubalancen, da kun én pige deltog i teknologiforståelsesvalgfaget i en 8. klasse i Rødovre.
Skarpe udsagn fra eksperterne
Michael E. Caspersen, direktør for IT-vest, leverede et skarpt oplæg med titlen "Danmark sover tornerosesøvn i forhold til udvikling af elevers digitale kompetencer." Hans mest markante udsagn vakte stor opmærksomhed:
- "Den største udfordring er ikke kloge robotter, men dumme mennesker."
- "Det handler ikke længere om nice-to-have, men om need-to-have. Hvis vi ikke ruster vores unge med digitale kompetencer, svigter vi dem.”
- "Vi skal ikke bare lære at bruge teknologien, vi skal lære at forstå og forme den."
Caspersen advarede om, at vi risikerer at blive passive forbrugere af teknologi i stedet for aktive skabere. Han efterlyste en politisk vilje til at handle nu fremfor senere.
Perspektiver fra gymnasier og IT-lærere
Jeppe Kragelund, næstformand i Danske Gymnasier, udtrykte bekymring for, at Danmark sakker agterud: "Det handler om almen dannelse. Vores unge skal ikke bare kunne bruge teknologi – de skal forstå den og kunne skabe med den." Han præsenterede en strategi, der inkluderer:
- Digital teknologiforståelse som obligatorisk fag
- Ændring af læreplaner
- Dansk funderet kunstig intelligens
- Balance mellem det digitale og det analoge
- Kompetenceudvikling for gymnasielærere
Mette Macholm fra IT-lærerforeningen fremhævede, at faget informatik allerede baner vejen, men understregede behovet for, at teknologiforståelse både skal være et selvstændigt fag og integreres i andre fag. "Ved at gøre det obligatorisk skaber vi større diversitet i, hvem der vælger IT-fag senere i uddannelsessystemet," sagde hun.
Politisk afslutning
Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen rundede konferencen af. Hun anerkendte ønsket om at gøre faget obligatorisk, men fastslog, at valgfagsstatus er et skridt i den rigtige retning: "Det er første gang i 30 år, at vi indfører et nyt fag i skolen. Digital dannelse er en vigtig del af almen dannelse, og lærerne skal have de faglige kompetencer til at håndtere det.”
Konferencen tydeliggjorde, at digital teknologiforståelse ikke længere kun er et spørgsmål om fremtidens behov – det er en nødvendighed i nutidens skole.
Foto: Fra venstre er det Nina Blaabjerg Nielsen, skolekonsulent, Rødovre Kommune, Stefan Vaskov, elev i 8. klasse i Rødovre, Caroline Helene Hermansen, formand, Danske Skoleelever og Christine Hedegaard, lærer med teknologiforståelse som linjefag. Foto af Jens Henning Ravnsmed.