Overenskomst 2024 - nu med kunstig intelligens

Den nylige overenskomst mellem Finansministeriet og CFU (alle ansatte i Staten) rummer overvejelser om kunstig intelligens

Et synligt tegn på at kunstig intelligens (AI) ikke blot er et yndet samtaleemne, men har reel betydning for os, er når AI ligefrem finder plads i den nyligt vedtagne overenskomst i Danmark i Staten. Det konstateres at de mange værktøjer til øget produktivitet som bliver rullet ud og taget i brug på mange arbejdspladser, har potentiale for at udgøre andet og mere end blot 'en ny form for Excel'. Hvordan det bliver udmøntet, hvor mange der reelt kommer til at opleve sig beriget, udfordret eller ligefrem erstattet af AI i de kommende år, ligger foran os. Det er interessant overhovedet at det fylder.

Herunder bringes teksten fra et bilag til overenskomsten (OK24) mellem Finansministeriet og CFU (de ansatte i Staten). 

"Bilag G. SAMARBEJDE OM IMPLEMENTERING OG BRUG AF AI

Kunstig intelligens (AI) vil de kommende år påvirke arbejdsmarkedet i et omfang, vi endnu ikke kender. Det gælder også det statslige arbejdsmarked. Kunstig intelligens kan spille positivt ind i opgaveløsningen men kan også medføre problemstillinger, som kræver forberedelse og dialog i et tæt samarbejde mellem ledere og medarbejdere. Det kalder på overvejelser om, hvordan den danske model kan bidrage til en positiv udvikling. Parterne er enige om at igangsætte en flersporet indsats i overenskomstperioden. Indsatsen skal danne udgangspunkt for drøftelser af relevante aftaler og bidrage til, at implementering og brug af kunstig intelligens på de statslige arbejdspladser sker på en hensigtsmæssig måde.

Konkret vil parterne:

  • I fællesskab tilegne sig ny viden om AI. Der kan fx arrangeres ekspertoplæg om teknologier baseret på AI og deres betydning for fremtidens arbejdsmarked, arbejdspladsbesøg med fokus på best practice samt videns- og erfaringsudveksling. Drøftelserne skal styrke fundamentet for den videre dialog om visioner og hegnspæle for AI.
  • Drøfte behovet for at justere relevante centrale aftaler. Formålet er at afklare, hvordan parterne bedst muligt understøtter lokale drøftelser af potentialer og risici ved AI aftalemæssigt.
  • I fællesskab opfordre til og fremme dialog om AI på de statslige arbejdspladser, fx gennem et fælles dialogværktøj til brug for den lokale dialog om implementering og brug af AI."

Læs alle tekster fra forliget her:  https://medst.dk/arbejdsomraader/hr/overenskomstforhandlinger/ok24/forlig-ok24/

 

Digitaliseringsstrategien rører på sig

Et samlet Folketing har indgået en aftale om hvordan den nationale digitaliseringsstrategi for Danmark (2024-27) fremover skal udmøntes. Med et katalog på 29 initiativer kommer Regeringen de kommende år til at arbejde for her ikke mindst digital dannelse blandt børn og unge og et løft af danskernes digitale kompetencer. Strategien har syv fokusområder: 1. danske digitale kompetencer, 2. kunstig intelligens, 3. grøn omstilling, 4. digitale SMV'er, 5. digitalt fundament, 6. digitalt sundhedsvæsen og 7. international digitalisering.

Et af de centrale mål er at styrke børn og unges digitale dannelse gennem teknologiforståelse i folkeskolen, læreruddannelsen og de videregående uddannelser. Et andet vigtigt mål er at fremme digital inklusion for alle borgere, så ingen bliver hægtet af den teknologiske udvikling. Der er tidligere indgået en aftale om indsatser for digital inklusion, der skal forbedre vilkårene for de borgere, der er udfordret af digitaliseringen.

Strategien skal bidrage til at nå danske målsætninger for 2030 i forbindelse med EU's politikprogram for det digitale årti (Digital Decade), som blandt andet indebærer, at mindst 80 pct. af befolkningen i alderen 16-74 år har basale digitale færdigheder.

Læs mere her: Regeringen har indgået aftale om en digitaliseringsstrategi for Danmark (digst.dk)

EU funded project