National strategi for cyber- og informationssikkerhed 2022-2024

Strategien skal styrke Danmarks digitale sikkerhed og har fokus på både myndigheder, virksomheder og borgere.

Regeringen har i december 2021 lanceret en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed 2022-2024, da der er behov for en styrket indsats for at følge med den løbende udvikling i trusler og digitale sårbarheder.

Strategien bygger videre på den forrige strategi for 2018-2021 og sigter efter at løfte den digitale sikkerhed på tværs af samfundet. Gennem 34 hovedinitiativer har strategien et bredt fokus på såvel stat og kritisk it-infrastruktur som på borgerne og erhvervslivet.

Strategien stiller blandt andet en række nye sikkerhedskrav til ministerområder, der har ansvar for samfundsvigtige funktioner eller samfundskritiske it-systemer. Med strategien igangsættes også en række indsatser med fokus på at øge kompetenceniveauet og ledelsesforankringen inden for cyber- og informationssikkerhed. Strategien sætter ligeledes ind på vidensopbygning blandt borgere, fx ved at styrke informationsportalen sikkerdigital.dk.

Samtidig skal det internationale samarbejde i EU, FN, NATO og med ligesindede lande styrkes, så det gøres mere besværligt at udføre cyberangreb mod Danmark.

Læs mere og hent strategien på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

1. december 2021
2022-2024