Befolkningens oplevelser og udfordringer i et digitalt samfund - med fokus på ældre

Epinion har for Ældre Sagen gennemført en undersøgelse om befolkningens oplevelser i et digitalt samfund.

Undersøgelsen, med i alt 2.670 deltagere, har til formål at nuancere debatten med udgangspunkt i ældres perspektiv og bygge oven på eksisterende viden omkring befolkningens it-kompetencer og -udfordringer. Undersøgelsen afdækker betydningen af digitaliseringens indflydelse på befolkningen – herunder anvendelse, udfordringer og konsekvenser af digitaliseringen med særligt fokus på dem, hvor digitaliseringen skaber udfordringer.

Undersøgelsens surveys afdækker blandt andet, at:

  • Mere end hver tredje i befolkningen føler sig udfordret af digitaliseringen. 35 pct. af befolkningen oplever i nogen, høj eller meget høj grad at have udfordringer digitalt.
  • Mennesker vil gerne møde mennesker. 86 pct. af befolkningen er helt enig eller enig i, at det også er vigtigt at kunne komme til at tale med et menneske ud over de digitale selvbetjeningsløsninger.
  • Mange føler sig nødt til at anvende digitale løsninger, selvom de ikke har lyst. For fire ud af ti (40 pct.) på 75 år eller ældre gør digitaliseringen, at de føler sig nødsaget til at anvende digitale løsninger i hverdagen uden, at de har lyst til det. Det stigende antal digitaliserede løsninger gør det svært at klare sig selv.
  • En stor del af befolkningen oplever at have brug for hjælp digitalt. Hele 41 pct. af befolkningen oplever at have brug for andres hjælp, råd eller vejledning til at anvende digitale enheder eller løsninger en gang i mellem eller oftere.

Undersøgelsens kvalitative interviews dokumenterer desuden, at for den enkelte er konsekvenserne af digitaliseringen både dybdegående og vidtrækkende. Der bliver identificeret seks primære områder, hvor konsekvenserne rammer. Det drejer sig om: identitet, socialt, økonomi, sundhed, sammenhængskraft og medborgerskab.

Ældre Sagen kan på baggrund af undersøgelsen konkludere, at det digitale er en udfordring for mange, ikke kun ældre. Alder er en faktor, som kan spille en (stor) rolle i forhold til, hvorvidt den enkelte oplever at være udfordret af det digitale, men også andre faktorer har betydning, fx helbredstilstand/funktionsnedsættelser, uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og den enkeltes livssituation. Derved er dét at være udfordret af det digitale heller ikke udfordringer, der går over i takt med, at de ældste, der ikke er vokset op i et digitale samfund, går bort. Ældre Sagen forudser, at der altid vil være mennesker i vores samfund, som oplever at være udfordret af det digitale.

Undersøgelsen er gennemført i perioden fra oktober 2022 til februar 2023

Download, læs og se resultaterne fra rapporten herunder!